En oplevelse der sætter gang i tankesindet 🙂
Damanhur
Jeg har lige været i Italien, og på turen besøgte jeg Damanhur, som er et spirituelt kollektiv, der blev grundlagt af Oberto Airaudi i 1976. Damanhur ligger 50 km nord for Torino.
I Damanhur er tanken, at mennesker på tværs af tro og nationalitet mødes og arbejder sammen om at skabe et kærligt, bæredygtigt og kreativt miljø at færdes i. Her er tanken, at vi mennesker passer godt på moder jord og har en forståelse for, at vi er en del af naturen og naturens balance og system og derfor arbejder sammen med universets flow og de universelle grundprincipper og love.
På Damanhur bor der 600 mennesker fra hele verden. Fælles for dem er den indre passion om at leve harmonisk og i pagt med naturen. Her er det menneskets kreative side, der fremhæves. Det er vigtigt, at finde barnet frem og bruge legen i tilgangen til verden. Når Leg og humor får stor plads, kommer kreativiteten og af den affødes mange spændende projekter og tanker.
Crea
På vores første guidede tur, som jeg desværre havde booket med italiensk guidning. (vi måtte derfor skærpe den visuelle sans :))) ) blev vi meget facineret af stedet. En fantastisk sød, ung pige fra Milano oversatte til engelsk for os – tak! J. Her så vi ”Crea”, en bygning som blev givet af Olivetti i 2004. I bygningen var der helsebutikker, kunst og forskellige ting, der blev eksperimenteret med. Der var bl.a. smykker i kobber, som virkede på samme måde som krystaller, hvis man bar dem. Alt efter, hvordan kobberet var snoet, havde det forskellige egenskaber og påvirkninger.
Music of the plants
Igennem mange år, har en gruppe mennesker eksperimenteret med planter. Man har prøvet at undersøge, om planter kan kommunikere, og hvis, hvordan det så virkede. Planter udsender vibrationer, som alt andet levende på jorden. Disse vibrationer har man opfanget og via et teknisk apparat omdannet vibrationerne til lyde. Vi hørte en plante lave et smukt stykke musik. Det var ikke på nogen måde rytmisk og melodisk sammensat, som vi normalt kender menneskeskabt musik. Det var et fint og helt specielt musikstykke. Det er virkelig spændende at opleve en plante lave musik. Nogle gange bliver der arrangeret koncerter, hvor mennesker og planter spiller sammen – det er da fantastisk!
http://www.damanhur.org/en/research-and-experimentation/the-plant-world
Temples of humankind
Dette tempel, som er tilegnet menneskeheden, ligger inde i bjerget, og hele gravearbejdet er foretaget manuelt. Værket blev påbegyndt for 40 år siden og er helt unikt. Det slog benene fuldstændig væk under mig at træde ind i dette tempel med de smukkeste malede vægge og mosaikmønstre, med hemmelige døre og trapper og en fantastisk historie bag alle kunstværkerne.
http://www.damanhur.org/en/art-and-creativity/temples-of-humankind
Min oplevelse
Det var fantastisk at opleve et samfund, hvor det tilstræbes, at man følger sine inderste tanker og ønsker. At man kan udleve sin passion sammen med andre mennesker, der har det på samme måde. Jeg synes det er rigtig dejligt, at livet leves med dyb respekt for moder jord og alt levende. Det gjorde indtryk på mig hvad der kan skabes i et fællesskab, hvor man møder hinanden med dyb respekt. Jeg oplevede en hjertelig imødekommenhed, både fra beboerne og fra de mennesker, der gæstede stedet. Der hvilede en dejlig ro og god energi over stedet. Jeg finder det virkelig meget interessant, når mennesker udlever deres passion og eksperimenterer med forskellige ting, de brænder for. Stedet oser af kreativitet og glæde.
Oplevelsen fik mig til at tænke på, hvordan jeg selv lever mit liv. Er jeg i kontakt med mine inderste ønsker og hvad er min passion? Har jeg humor integreret i hverdagen? Bruger jeg mig selv og de evner jeg har? Hvordan kan jeg skabe en dybere kontakt til naturen og moder jord?
Kærligst Nina